Efterhånden som man bliver ældre, mister huden omkring øjnene sin elasticitet, og musklerne slappes. Herved kan fedtposerne under øjnene presses frem og huden under øjnene komme til at pose eller rynke. Dette giver ofte et træt og hærget udseende.
Resultater
Det endelige resultat ses efter 6-8 uger, da hævelsen og evt. blodudtrædninger først skal forsvinde. I sjældne tilfælde kan helingsperioden strække sig over måneder op til ½ år.
Det kan hos få patienter være nødvendigt at lave en mindre korrektion efter øjenlågsoperationen. En sådan korrektion vil tidligst blive lavet ½ år efter den primære operation.
Komplikationer
Der forekommer yderst sjældent komplikationer i forbindelse med operation for poser under øjnene.
I umiddelbar tilknytning til operationen dryppes øjnene forebyggende med antibiotikadråber (Spersadexl). På trods af det kan der i sjældne tilfælde forekomme infektion i form af øjenbetændelse, som vil kræve behandling.
Man må forvente en mindre misfarvning, men hvis man i øvrigt overholder forskrifterne for medicinindtagelse som nævnt i afsnittet ”Brug af medicin”, vil misfarvningen være minimal.
Nogle få patienter reagerer på bedøvelsen ved at hæve stærkt op omkring øjnene, i nogle tilfælde så meget, at øjnene er næsten lukkede i nogle døgn. Dette er uden betydning og vil forsvinde af sig selv. Isbehandling kan hjælpe lidt på hævelsen og også føles behagelig efter operationen.
En sjælden (mindre end 1 %), men generende komplikation er, hvis øjenlågsranden ikke lægger sig ind på øjeæblet (scleral show). Oftest forsvinder det af sig selv over uger, men operativ korrektion kan blive nødvendig.
Føleforstyrrelser
Der kan være føleforstyrrelser f.eks. i form af kløe i arrene i op til 6 måneder efter operationen. Generne vil forsvinde af sig selv.
Ar
For at vide mere om ar i forbindelse med operationer, kan du læse her: Operations-ar
Infektion
For at vide mere om infektioner i forbindelse med operationer, kan du læse her: Infektion i forbindelse med operationer
Rygning
Som ved alle andre operative indgreb er der en øget risiko for komplikationer, specielt infektion, og forsinket sårheling, hvis du er ryger. Ligeledes er der større fare for, at resultatet af operationen ikke er ligeså holdbart, som hvis du ikke ryger.