I kan ringe på tlf 66 13 62 14, for at høre mere om ''

  • Evt forundersøgelse: Kr. 500
  • pH-formula peeling Kr. 600

Ventetid

  • For privatpatienter: Få dage til 2 uger

pH-formula peeling

En kemisk peeling er en behandling på huden med en selvkontrollerende syre. Da den syre der anvendes er selvkontrollerende, kan den ikke gå så meget i dybden, at huden skades varigt.

pH-formula peeling er en effektiv peeling, hvor man kun i en kort periode ser rødmen og afskalning.

Formål

Peeling har til formål at give huden et forfriskende og naturligt yngre udtryk. Peelingen reducerer/fjerner gammel, let rynket, pigmenteret og solskadet hud eller formindsker urenheder som fx acne. Samtidig dannes der nye og friske hudceller. 

Hvem har gavn af peeling?

Personer med fine overfladiske rynker, lette solskader, godartede pigmentforandringer, grov hud, forstørrede porer og uren hud. Samtidig kan peelingen også være fugtgivende og hudopstrammende.

Hvem kan behandles?

De fleste der er sunde og raske og er fyldt 18 år kan behandles med pH-formular peeling.

Du kan ikke behandles, hvis der er infektion i huden eller du er gravid/ammer. Ligeledes må der ikke gives medicin, som medfører lysfølsomhed, blodfortyndende medicin, hvis der er visse nyre,- lever,- eller immunsygdomme, samt hvis der gives binyrebarkhormon som tabletter eller injektion.

Der skal gå 6 måneder fra ophør med Isoretinoin mod acne, 3 måneder fra kirurgiske indgreb i området, og 6 måneder efter strålebehandling i hoved/halsområdet.

Plastikkirurg Erik Løntoft har Sundhedsstyrelsens registrering til at foretage peeling, og dermed dokumenteret specifik uddannelse i peeling.

Behandlingshyppighed og effekt

Der kræves ofte flere peelinger i en serie på 4-6 behandlinger. Nogle gange skifter man med forskellige aktive emner, for at opnå det bedste resultat. Herefter vil det behandlede område fremtræde med et forynget, mere glansfuldt, ensartet og opstrammet udtryk. Der kan behandles med et interval på cirka 4 uger.

Inden behandlingen begyndes vil der altid blive taget et foto, så effekten af behandlingen kan følges. Behandlingsvirkningen holder sædvanligvis i lang tid, men vil være afhængig af din livsstil og solbeskyttelse. Desuden vil god og regelmæssig hudpleje understøtte virkningen af peelingen. Du vil kunne blive rådgivet i hudpleje på klinikken.

Hvad indeholder peelingen?

Peelingen indeholder stoffer, der fjerner de yderste hudlag og stimulerer dannelsen af kollagen, og dermed hudens spændstighed. Huden vil med fordel kunne forbehandles derhjemme med A-vitaminsyrecreme, som kan købes på klinikken.

Sådan virker peelingen

Huden renses og affedtes, så de peelende ingredienser trænger mere ensartet ind i huden. Peelingen fremkalder en vævsirritation, der kommer til udtryk som rødme og hævelse, og siden (fra dage op til 2 uger) som afskalning af hudens øverste lag. Flere af hudens lag skiftes ud, fornyes og strammes op. Graden af disse reaktioner er afhængig af peelingens styrke, mængde, behandlingstid, hudens følsomhed og modtagelighed.

Hvad mærker jeg og hvordan ser det ud bagefter?

Huden reagerer nogenlunde som ved en solskoldning. Der mærkes en prikken, svien, let smerte og kløe. Disse gener aftager i løbet af de første døgn efter behandlingen. Graden af disse gener er meget individuelle, men kan oftest lindres med en håndholdt vifte.  Ved lette (overfladiske) eller mellemstærke (middeldybe) peelinger, ses alt fra let til kraftig rødme og minimal til kraftig, ofte brunlig overfladehud – afskalning af store brunlige hudflader. Dette kan vare i op til en til to uger.

Efter dybere peelinger kan der fremkomme blærer, som normalt heler op på 1-2 uger.

Selve behandlingen tager ca. 20 minutter (for et ansigt).

Bivirkninger

Rødme, hævelse, kløe, pigmentfejl samt forsinket heling kan i sjældne tilfælde vare i op til 4 måneder. Hvis du oplever disse problemer bedes du henvende dig til klinikken. Meget sjældent ses ar og længerevarende misfarvning.