Løntoft Plastikkirurg - Preloader

Brystløft

Løntoft top baggrund

Kontakt

Ønsker du at vide mere om vores brystløft operationer, så kontakt os på 66 13 62 14.

Priser

Forundersøgelse:

500 DKK

Brystløft:

30.000 - 35.000 DKK

Brystløft + implantater (vejledende pris):

48.000 DKK

Kort om brystløft

Hos de fleste kvinder bliver huden på brysterne mere uelastisk med årene, og fyldet af brystet bliver mindre. Brystet synes slapt og hængende med mest fylde forneden.

Graviditet og amning er hyppige årsager til dette problem. Mange kvinder forsøger at camouflere dette ved løsthængende tøj og gode støttende bh´er. Enkelte har så store problemer, at der opstår eksem og hudproblemer under brysterne, og det er heller ikke ukendt, at store og tunge bryster kan give rygsmerter.

Hvis det er belastende, kan et brystløft være en mulig løsning.

Beslutningen om et brystløft er vigtig og væsentlig og har ofte krævet lange og mange overvejelser.

Det er vigtigt, at beslutningen om operation baserer sig på en god og grundig information dels mundtligt dels skriftligt, før indgrebet udføres.

Specielt ved kosmetiske operationer kan det anbefales, at der medfølger en ekstra person ved konsultationen.

Løntoft deler

Krav til operationen

Du skal være myndig og helt udvokset, inden du får foretaget et brystløft.

Infektion

For at vide mere om infektioner i forbindelse med operationer, kan du læse her: Infektion i forbindelse med operationer

Ar

Der vil altid blive ar efter et kirurgisk indgreb. Det tilstræbes, at arrene lægges og sys, så de bliver mindst synlige. Men ar kan blive brede, røde og tykke. En del af disse ar falder imidlertid til ro over en længere periode. For at give arudviklingen de bedste muligheder anvendes der micropore-plaster (englehud) over arrene de første 3 måneder. Englehudsplaster kan blive siddende 7-10 dage ad gangen, og du kan tage brusebad, når blot plasteret tørres bagefter, eksempelvis med en hårtørrer.

For at vide mere om ar i forbindelse med operationer, kan du læse her: Operations-ar

Føleforstyrrelser

Ca. 10 % af de, der får lavet brystløft, oplever i umiddelbar tilslutning til operationen og i ugerne derefter, at der er ændret følesans i og omkring arrene. Der kan være tale om overfølsomhed, eller der kan være tale om nedsat følesans. Hos langt de fleste normaliseres følesansen igen i løbet af nogle uger til måneder, og kun yderst sjældent er der tale om permanent ændring af følesansen.

Komplikationer

Ved brystløftsoperation, som ved alle kirurgiske indgreb, kan der forekomme komplikationer.

En umiddelbar komplikation er blodansamling. Dette er sjældent, dvs. 1 % eller derunder.

En anden alvorlig komplikation er infektion. Selvom der under operationen er givet forebyggende antibiotika, sker dette en sjælden gang, dvs. mindre end 1 %. Dette kan forsinke og påvirke sårhelingen og arudviklingen, således at der senere må korrigeres. Vævsdød, nekrose, er yderst sjældent, og optræder i langt mindre end 1 % af tilfældene.

Overvægt og rygning

Som ved alle andre operative indgreb er der en øget risiko for de nævnte komplikationer, specielt infektion, vævsdød og forsinket sårheling, hvis du er overvægtig eller ryger.

Amning

Brystløft påvirker normalt ikke evnen til at amme.

Undersøgelse for knuder i brystet

Brystløft hindrer ikke, at der kan foretages mammografi eller ultralydscanning for knuder i brysterne og øger ikke risikoen for brystkræft.

Dansk Plastikkirurgisk Mammaregister

Gennem årene har der været en del debat omkring brystimplantater og i det hele taget andre typer af brystoperationer som brystløft og brystformindskende operationer. For at få dokumentation for fordele og ulemper inden for disse operationer har der fra Kræftens Bekæmpelses side været oprettet et register, der hedder Dansk Plastikkirurgisk Mammaregister. Dette register indsamlede informationer om plastikkirurgiske brystoperationer.

Når der bl.a. i den udleverede patientinformation står, at ”Der er dokumentation for ….”, er det bl.a. fra Plastikkirurgisk Mammaregister, man har indhentet disse informationer, et register, som har høj forskningsmæssig kvalitet, og som der refereres til over hele verden.

Der foretages ikke længere indhentning af informationer fra nye patienter, men de mange tusinde der er i registreret følges fortsat.

Før-/Efter-billeder

Løntoft deler

Brug af medicin

For at vide mere om vores generelle anbefalinger ang. medicin, så kan du læse her: Medicin i forbindelse med operationer.

Tidspunkt for operation

Iflg. Sundhedsstyrelsen skal patienter have betænkningstid fra den mundtlige information om den kosmetiske behandling er givet, til samtykke bliver indhentet. Ved brystløft-behandlingen er der en betænkningstid på minimum 7 dage, d.v.s. at der skal gå minimum 7 dage fra konsultation til eventuel operation.

Bedøvelse

Det operative indgreb foregår således at du først får noget beroligende og stærkt smertestillende medicin direkte i en blodåre. Dette hjælper dig til at slappe bedre af under indgrebet. Samtidig lægges der blokader mellem ribbenene og lokalbedøvelse i form af en væske, som sprøjtes ind i operationsområdet med en tynd kanyle.

Denne metode har vi overordentlig gode erfaringer med.

Der er en meget lille risiko for at prikke hul ind til lungehinden (under 1 %), når blokaden anlægges. Det er alvorligt, men kan behandles.

Hvis du opereres om formiddagen, skal du undlade at spise morgenmad. Opereres du om eftermiddagen, kan du spise et lille morgenmåltid. Det anbefales, at du undlader at indtage mælkeprodukter på operationsdagen, og at du ikke drikker 2 timer før operationen.

Efter operationen indlægges du til observation. Du udskrives, når du er kontrolleret, og alt er i orden. Du må ikke køre selv og skal følges af en anden person. Det tilrådes, at der er en person hos dig det første døgn.

Mere information om operationer foretaget med lokalbedøvelse kan findes her: artikel om lokalbedøvelse.

Operationsbeskrivelse

Før operationen vil kirurgen, mens du står op, tegne på brysterne for at kunne lægge snittene korrekt. Der vil også blive taget foto.

Den klassiske måde at foretage brystløft på er med snit rundt om brystvorteområdet, derfra ned til furen under brystet og på tværs i furen under brystet. Med denne metode kan der udføres selv store brystløft, men efterlader alt andet lige synlige ar. Det tilstræbes, at arrene sys og lægges, så de bliver mindst muligt synlige.

Hos nogle patienter er der ikke behov for alle de anførte snit, men alene omkring brystvorteområdet og ned til furen under brystet.

”Rynketråds” – metoden med ar alene omkring brystvorteområdet vil normalt kun kunne anbefales i kombination med indlæggelse af implantater.

Ved operationen anvendes omhyggelig teknik, der giver absolut kontrol med det foretagne indgreb, således at man undgår at lægge dræn, dvs. små plastikrør. Ved at undlade at anvende dræn har man færre gener og smerter, og det er veldokumenteret, at man har færre problemer i forbindelse med indgrebet.

Under indgrebet vil der blive givet en engangsdosis antibiotika for at forebygge infektion.

Der sys normalt med tråde, der forsvinder af sig selv.

Forholdsregler efter operationen

Efter operationen vil der være nogen hævelse af brysterne, ligesom de vil være ømme, blåfarvede og virke spændte. Symptomerne forsvinder i løbet af 1-2 uger. Da der ikke har været tale om fuld narkose, vil du hurtigt være frisk og vågen. En af de store fordele ved alene at operere med beroligende medicin og blokade/lokalbedøvelse er, at du hele tiden er vågen, selv kan trække vejret og dermed hurtigt er ovenpå igen.

Efter operationen skal du bære en støttende sports-bh konstant i 2 uger, dvs. både nat og dag. Derefter anvendes sports-bh i yderligere 2 uger om dagen. Det er praktisk, at den lukkes foran. Det gør det nemmere at tage den af og på. Bh´ens størrelse er aftalt med lægen ved forundersøgelsen, og du skal medbringe den på operationsdagen.

Det er vigtigt at holde sig i ro de første dage efter operationen, således at der ikke produceres mere væske, hævelse og spænding i det opererede område end højst nødvendigt. Du skal også acceptere og respektere, at der vil være en vis træthed, som er normalt efter et kirurgisk indgreb. Derfor har du behov for at hvile mere end sædvanligt i ugerne efter indgrebet.

Den rynkede hud omkring brystvortepartiet vil langsomt over de næste uger rette sig ud og blive jævn. Formen af brysterne er i begyndelsen påvirket af operationen, og først efter nogle uger opnår de normal facon.

Der kan som følge af operationen opstå følelsesløshed i brystvorteområdet. Dette er oftest forbigående og forsvinder i løbet af uger op til ½ år.

Trådfjernelse

Som tidligere nævnt er der ingen trådfjernelse. Trådene går i opløsning efter 2-3 uger. Enkelte patienter oplever på dette tidspunkt, at kroppen har svært ved at opløse de indvendige tråde, og at der opstår noget, der ligner små bumser.

Der er ikke tale om infektion, men en irritationstilstand som følge af de anvendte tråde, og det vil gå over af sig selv, når blot man holder området rent og evt. får fjernet trådrester.

Kontrol

I umiddelbar tilslutning til operationen vil der være mulighed for at kontakte plastikkirurgen via mobiltelefon døgnet rundt. I øvrigt planlægges der normalt kontrol efter ca. 2 uger og igen efter 3 måneder, på det tidspunkt, hvor et endeligt resultat kan forventes.

Sygemelding

Det er vigtigt, at du tager den med ro de første par døgn efter operationen, og du skal efterfølgende undgå tunge løft i 2-3 uger.

Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger naturligvis af din beskæftigelse, men ligger typisk fra 1 – 2 uger.

Sportsudøvelse

Hård sport og hårdt belastende fysisk anstrengelse først 4 uger efter operation.

Badning

De første døgn må der ikke tages brusebad direkte hen over operationsområdet, men 3. døgn kan du tage almindeligt brusebad. Som tidligere nævnt er der påsat englehudsplaster på arrene. Det skal blive siddende under badningen, og for at holde området så tørt som muligt føntørres plasteret efter badning.