Brystoperationer
Kontakt
Ønsker du at vide mere om vores brystforstørrende operationer, så kontakt os på 66 13 62 14.
Priser
Forundersøgelse
500 DKK
Brystimplantater (samme pris ved runde eller dråbeformede)
33.500 DKK
- Tillæg for implantater over 550 ml
4.000 DKK
Mindre brystreduktion
32.000 - 36.000 DKK
Fjernelse af brystimplantater
11.000 DKK
Kort om brystforstørrende operationer
En kvindes bryster er noget meget personligt og kan have vidt forskellig størrelse og facon.
En række kvinder føler, at de har for små bryster. Det kan bero på, at man aldrig har fået den brystudvikling, man måtte ønske sig, eller det kan være forandringer opstået med alderen eller i forbindelse med graviditet, fødsel og amning.
Brystimplantater (proteser) kan anvendes, hvis man har for små bryster og ønsker sig større bryster.
En beslutning om en brystforstørrende operation er en vigtig og væsentlig beslutning, som ofte har krævet lange og mange overvejelser.
Det er vigtigt, at en beslutning om brystforstørrende operation med implantater baserer sig på en god og grundig information dels mundtligt, dels skriftligt, før indgrebet udføres.
Specielt ved kosmetiske operationer kan det anbefales, at der medfølger en ekstra person ved konsultationen.
Følgende information skulle gerne danne basis for et godt beslutningsgrundlag.
Brystimplantater (proteser)
Implantater til forstørrelse af bryster har været anvendt i ca. 40 år. Gennem denne periode har der været anvendt forskelligt materiale og forskellig tilvirkning af disse.
De implantater, der hyppigst anvendes nu og har været anvendt gennem de sidste 30 år, består af en silikoneskal med et indhold af silikonegel.
Klinikken anvender alene proteser af allerhøjeste kvalitet med omfattende dokumentation for deres egenskaber.
Man kan anvende runde proteser eller anatomiske proteser, der er mere dråbeformede.
Når silikoneprotesen er den langt hyppigst anvendte, er det pga. dens konsistens, som bedst efterligner det normale væv. Silikoneprotesen har desuden stor holdbarhed. Derudover er der
gennem mange år lavet talrige undersøgelser, der har bevist, at silikoneproteser ikke udgør nogen sundhedsmæssig risiko.
Den seneste generation af brystproteser/implantater er de såkaldte Cohesive implantater med et indhold af silikone, der ikke kan flyde ud af protesen, hvis den brister.
Denne nye type proteser holder meget længe. Derfor giver producenterne en livslang garanti på selve proteserne.
Dermed kan man dog ikke forvente, at man aldrig senere kan få behov for korrigerende operationer eller udskiftning af implantater. En lang række andre forhold kan betinge nødvendigheden af yderligere indgreb. Det kan være efter graviditet/amning og almindelige aldersforandringer, hvor vævet forandrer sig, og ens normale brystkirtelvæv får en anden placering.
Man må således være forberedt på, at korrigerende indgreb kan komme på tale.
I Danmark implanteres der helt overvejende silikoneproteser. Mere end 90 %, der får foretaget brystforstørrende operation med implantater, får indlagt silikoneproteser.
Udseende og størrelse af brysterne
Ved forundersøgelsen er det aftalt med plastikkirurgen, hvilken type implantater og størrelse, der skal anvendes, og dette fraviges ikke. Hvis der i forvejen har været lidt forskel på brysternes form, størrelse eller placering af brystvorterne, vil dette forsøges korrigeret. Det kan dog være vanskeligt at få det helt ens på begge sider.
I nogle tilfælde ser man ”folder” i implantatet. Dette ses hyppigst hos helt tynde kvinder og særligt hyppigt, hvis implantatet er lagt under kirtlen, men altså over musklen. Nogle tynde kvinder med ganske lidt eget brystvæv, vil opleve, at folderne er synlige, og at man ikke kan korrigere for dette.
Resultater
Der er en generel meget høj tilfredshed med brystimplantater, idet ca. 95 % opnår høj tilfredshed. Det beskrives, at brystimplantater giver kvinden en højere livskvalitet end inden operationen.
Selv i de tilfælde, hvor der optræder komplikationer, der kan gøre efterforløbet besværligt, opnår man et for kvinderne godt resultat, og det er kun sjældent, at nogen henvender sig med
ønske om at få implantater fjernet, men man må som tidligere noteret være forberedt på, at et korrigerende indgreb kan komme på tale.
Komplikationer
Ved brystforstørrende operation som ved alle kirurgiske indgreb kan der forekomme komplikationer. En umiddelbar komplikation er blodansamling. Dette er sjældent, dvs. 1 % eller derunder.
En alvorlig komplikation er infektion omkring protesen. Selvom der under operationen er givet forebyggende antibiotika, sker det en sjælden gang (mindre end 1 %) at der opstår infektion, der er så udtalt, at det kan være nødvendigt i en periode at fjerne implantatet, indtil såret er helet, og det hele er faldet til ro. Efter ca. 3 måneder kan man atter lægge implantatet ind.
Føleforstyrrelser
Ca. 10 % af de, der får lagt brystimplantater, oplever i umiddelbar tilslutning til operationen og i ugerne derefter, at der er ændret følesans i og omkring brystvorteområdet. Der kan være tale om overfølsomhed, eller der kan være tale om nedsat følesans. Hos langt de fleste normaliseres
følesansen igen i løbet af uger til måneder. Kun yderst sjældent er der tale om en permanent ændring af følesansen.
Kapseldannelse
Når der er indlagt et brystimplantat, danner kroppen en ganske tynd arvævshinde rundt om implantatet. Hos nogle enkelte dannes der en for tyk hinde, en tyk arkapsel, der kan trække sig sammen omkring protesen. Dette giver gener med trykken, ømhed og ændret udseende af brysterne. Hvis du får kapseldannelse, kan dette behandles ved en fornyet operation. Risikoen for kapseldannelse ligger på ca. 1-3 %. Det kan ikke lade sig gøre på forhånd f. eks. ved blodprøver eller lignende at finde ud af, hvem der er disponeret for kapseldannelse.
Infektion
For at vide mere om infektioner i forbindelse med operationer, kan du læse her: Infektion i forbindelse med operationer
Ar
Lige meget hvilken metode man anvender til indlæggelse af implantatet, vil der være et ar. Det tilstræbes, at implantatet indlægges og der sys, så arrene bliver mindst synlige. Men ar kan blive brede, røde og tykke. En del af disse ar falder imidlertid til ro over en længere periode. For at give arudviklingen de bedste muligheder anvendes der micropore-plaster (englehud) over arrene de første 3 måneder. Englehudsplaster kan blive siddende i 7-10 dage ad gangen, og du kan tage brusebad, når blot plasteret tørres bagefter, eksempelvis med en hårtørrer.
For at vide mere om ar i forbindelse med operationer, kan du læse her: Operations-ar
Overvægt og rygning
Som ved alle andre operative indgreb er der en øget risiko for alle de nævnte komplikationer, specielt infektion, vævsdød og forsinket sårheling, hvis du er overvægtig eller er ryger.
Holdbarhed
Producenterne af de moderne implantater giver en livslang garanti for holdbarheden af implantaterne. Det er muligt, at de altid holder, men det vides ikke på nuværende tidspunkt.
Tidligere råd om rutinemæssig udskiftning af brystimplantater hvert 10.-15. år skal imidlertid ikke følges. Kun hvis der er specielle symptomer med ændring af form, facon, konsistens eller andet, kan det være nødvendigt med en overvejelse om udskiftning af implantater.
Højkvalitetsimplantater (Eurosilicone)
Klinikken anvender kun højkvalitetsimplantater fra Eurosilicone. Derfor er der
omfattende sikkerhed og garanti, der er gratis og dermed indeholdt i prisen.
- Erstatningsimplantater ved konstateret ruptur. Gælder i al den tid du har Eurosilicone implantater.
- Erstatningsimplantater ved kapseldannelse Baker grad III og IV. Gælder i al den tid du har
Eurosilicone implantater. - Der tilbydes gratis erstatningsimplantater i begge sider, hvis plastikkirurgen skønner det er
nødvendigt for at opnå det bedste resultat. - Reoperationer i forbindelse med ovenstående er gratis.
- Kontroller og eventuelle reoperationer er gratis, med mindre der ved forundersøgelsen er taget
særligt forbehold ( f.eks. supplerende løft efter brystforstørrelse) - Lovpligtig patientforsikring er naturligvis inkluderet.
Baker skala som anvendes til vurdering af kapseldannelse
- Niveau I : Brystet er normalt blødt og ser naturligt ud
- Niveau II : Brystet lidt stramt og ser naturligt ud
- Niveau III: Brystet føles stramt og ser anormalt ud
- Niveau IV: Bryster er hårdt og ser anormalt ud
Undersøgelse for knuder i brystet
Brystimplantater lægges altid, således at kirtelvævet ligger uden på implantaterne. Det er derfor muligt at føle brystknuder lige så godt med implantater som uden.
Mammografi kan lade sig gøre når implantaterne er lagt under musklen, men røntgenstrålerne kan ikke trænge igennem et silikoneimplantat. Det kan derfor nødvendiggøre flere billeder for, at man kan gennemføre en mammografi.
Ultralydscanning vil i de fleste tilfælde kunne udføres.
Inden for de sidste år er man blevet opmærksom på en meget sjælden sygdom, der forbindes med at have brystimplantater. Der er tale om en særlig form for lymfecellesygdom og kaldes storcellet anaplastisk lymfom, på engelsk forkortet til ALCL. Den kan opstå flere år efter den brystforstørrende operation med implantater, er som anført sjælden idet 1 af 30.000 -1 af 60.000 kvinder med implantater får det.
Symptomerne er gentagen væskeophobning omkring implantatet. Den kan behandles med godt resultat.
Amning
Der er ikke noget, der umiddelbart hindrer amning efter indlæggelse af brystimplantater.
Breast implant illness
Der har de sidste år været fokus på brystimplantater og eventuelle helbredsrisici, herunder uspecifikke symptomer som kronisk træthed, hårtab, led og muskelsmerter og koncentrationsbesvær.
Man har kaldt tilstanden “Breast Implant Illness”.
Det er ikke en veldefineret sygdom og der er ingen diagnosekriterier Der har været foretaget en del undersøgelser og efter gennemgang af disse, kan der ikke påvises nogen sammenhæng mellem implantater og disse forskellige symptomer.
Hos Løntoft klinikkerne mener vi naturligvis, at de kvinder der frygter at de har et eller flere symptomer, der skyldes implantaterne, skal tages seriøst.
Det vil betyde en konkret vurdering og derefter typisk en mulighed for udredning via praktiserende læge for at udelukke andre sygdomme.
Det kan munde ud i en samtale her på klinikken om tilstanden og eventuelt efterfølgende fjernelse af implantaterne.
Dansk Plastikkirurgisk Mammaregister
Gennem årene har der været en del debat omkring brystimplantater og i det hele taget andre typer af brystoperationer som brystløft og brystformindskende operationer. For at få dokumentation for fordele og ulemper inden for disse operationer har der fra Kræftens Bekæmpelses side været oprettet et register, der hed Dansk Plastikkirurgisk Mammaregister. Dette register har indsamlet informationer om plastikkirurgiske brystoperationer.
Når der bl.a. i den udleverede patientinformation, som du har i hånden, står at ”der er dokumentation for …”, er det bl.a. fra Plastikkirurgisk Mammaregister, man har indhentet disse informationer, et register, som har høj forskningsmæssig kvalitet, og som der refereres til over hele verden.
Plastikkirurgisk Mammaregister indhenter ikke længere informationer fra nye patienter, men følger op på de mange tusinde der allerede er registreret.
Før-/Efter-billeder
Tidspunkt for operation
Du skal være myndig og helt udvokset, inden du får implanteret brystproteser. Langt den hyppigste årsag til operation er ønsket om brystforstørrelse, men også medfødte forhold som asymmetri eller anden anderledes udvikling af bryster kan begrunde indgrebet.
Iflg. Sundhedsstyrelsen skal patienter have betænkningstid fra den mundtlige information om den kosmetiske behandling er givet, til samtykke bliver indhentet. Ved brystforstørrende operation er der en betænkningstid på 1 uge, d.v.s. der skal gå min. 7 dage fra konsultationen til eventuel operation.
Brug af medicin.
Af hensyn til blødningsrisikoen er det vigtigt, at du ikke benytter Acetylsalicylsyreholdige præparater, f.eks. Kodimagnyl, Børnemagnyl, Treo eller anden blodfortyndende medicin mindre end 8 dage forud for operationen. Ved lægeordineret blodfortyndende medicin bør pausen med den blodfortyndende medicin ske i samråd med egen læge.
Vær opmærksom på, at visse naturprodukter måske kan virke blodfortyndende. (Eks.: Q10 – fiskeolie – hvidløgskapsler).
For at vide mere om vores generelle anbefalinger ang. medicin, så kan du læse her: Medicin i forbindelse med operationer.
Bedøvelse
Det operative indgreb foregår således, at du først får noget beroligende og stærkt smertestillende medicin direkte i en blodåre, som hjælper dig til at slappe bedre af under indgrebet. Du er således hele tiden så vågen, at du trækker dit vejr selv, kan tale med os. Samtidig lægges der blokader mellem ribbenene og lokalbedøvelse i form af en væske, som sprøjtes ind i operationsområdet med en tynd kanyle.
Denne metode har vi overordentlig gode erfaringer med.
Der er en meget lille risiko for at prikke hul ind til lungehinden (<1 %), når blokaden anlægges. Det er alvorligt, men kan behandles.
Hvis du opereres om formiddagen, skal du undlade at spise morgenmad.
Opereres du om eftermiddagen, kan du spise et lille morgenmåltid. Det anbefales, at du undlader at indtage mælkeprodukter på operationsdagen, og at du ikke drikker 2 timer før operationen.
Efter operationen indlægges du til observation. Du udskrives, når du er kontrolleret, og alt er i orden. Du må ikke køre selv og skal følges af anden person.
Det er tilrådeligt at der en person hos dig det første døgn.
Mere information om operationer foretaget med lokalbedøvelse kan findes her: Artikel om lokalbedøvelse.
Operationsmetoder
Brystimplantaterne kan lægges enten under brystkirtelvævet eller under musklen, dvs. under den store brystmuskel. Da mange patienter, der ønsker brystforstørrende operation, er meget tynde vil det ofte være anbefalelsesværdigt at placere protesen under musklen, idet den dermed camoufleres bedst muligt. Med placering under musklen kan man bedre gennemføre mammografi siden hen, og er derfor langt den hyppigste metode her i klinikken.
Hvis du har tendens til, at brystet hænger i forvejen, kan en placering alene under brystkirtlen være at foretrække.
Ved placering af protese under brystmuskulaturen, skal denne løsnes nedadtil for at få et naturligt udseende af brystet, og de fleste vil derfor opleve flere smerter i de første par døgn efter operationen, end hvis man lagde protesen under kirtlen.
Proteserne lægges ind gennem et ca. 4cm langt snit, der kan lægges i folden under brystet, langs brystvorten eller via armhulen. Klinikken har erfaring med alle disse adgange, men langt den hyppigst anvendte er i furen under brystet. Det er veldokumenteret, at man hermed lettest får placeret protesen korrekt og undgår flest problemer efter operationen. Herved opnås det bedste
kosmetiske resultat, og arret bliver ofte en lille bleg streg, der camoufleres godt i folden under brystet.
Ved operationen er der omhyggelig kontrol med blødning, og da man undgår blødning, er der ikke brug for at lægge dræn, dvs. små plastikrør, som skal dræne området for overskydende blod og væske.
Ved at undlade at anvende dræn vil du have færre gener og smerter, og det er veldokumenteret, at du vil have færre problemer i forbindelse med indgrebet.
Selve operationssnittet sys sammen med tråde, der forsvinder af sig selv, således at der ikke bliver tale om trådfjernelse.
Under indgrebet vil der blive givet en engangsdosis antibiotika for at forebygge infektion.
Efter indgrebet
Efter operationen vil der være nogen hævelse af brysterne. Denne forsvinder i løbet af 1-2 uger. Da der ikke har været tale om fuld narkose eller kraftig sedering, vil du hurtigt være ret frisk og vågen. En af de store fordele ved alene at operere med let beroligende medicin og blokade/lokalbedøvelse er, at du hele tiden er vågen, selv kan trække vejret og dermed hurtigt er alment frisk oven på indgrebet.
Efter indgrebet skal der anvendes en god, støttende sports-bh, som bæres konstant i de første 14 dage, dvs. både nat og dag. Derefter anvendes den om dagen i 2 uger. Det er praktisk, at den lukkes foran. Det gør det nemmere at tage den af og på. BH kan købes her på klinikken.
Det er vigtigt at holde sig i ro, således at der ikke produceres mere væske, hævelse og spænding
i det opererede område end højst nødvendigt. Du skal også acceptere og respektere, at der vil være en vis træthed, som er normalt efter et kirurgisk indgreb.
Der vil være nogen smerter umiddelbart efter indgrebet. Specielt de første par døgn vil det spænde meget, idet implantatet jo er lagt ind i en lomme, der er skabt og er spændt ud. Nogen føler, det kan trykke lidt på vejrtrækningen. Det er uden betydning for vejrtrækningen og forsvinder hurtigt igen. I forbindelse med indgrebet gives der smertestillende tabletter med hjem, således at du kan fortsætte smertebehandlingen derhjemme. De blokader, der blev lagt ved operationens indledning, virker de første 8-10 timer efter operationen og er med til at lette forløbet lige efter operationen.
Trådfjernelse
Som tidligere nævnt er der ingen tråde at fjerne. Trådene går selv i opløsning efter 2-3 uger. Enkelte patienter oplever på dette tidspunkt, at kroppen har svært ved at opløse de indvendige tråde, og at der opstår noget, der ligner små bumser.
Der er ikke tale om infektion, men en irritationstilstand som følge af de anvendte tråde og det vil gå over af sig selv, når blot man holder området rent og evt. får fjernet trådrester.
Sygemelding
Det er vigtigt, at du tager den med ro de første par døgn efter operationen, og du skal efterfølgende undgå tunge løft.
Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger naturligvis meget af din beskæftigelse, men ligger typisk fra 1 – 4 uger. Hård sport og hårdt belastende fysisk anstrengelse først 4 uger efter operation.
Kontrol
I umiddelbar tilslutning til operationen vil der være mulighed for at kontakte plastikkirurgen via mobiltelefon. Normalt planlægges der kontrol efter ca. 2 uger og igen efter 3 måneder, på det tidspunkt hvor et endeligt resultat kan forventes.
Badning
De første døgn må du ikke tage brusebad direkte hen over operationsområdet, men 3. døgn kan du tage almindeligt brusebad. Oven på arrene vil der være påsat englehudsplaster. Det skal blive siddende under badningen
Sport
Hård sport og hårdt belastende fysisk anstrengelse først 4 uger efter operation.