Løntoft Plastikkirurg - Preloader

Arkorrektion

Kontakt

Ønsker du at vide mere om, hvilke behandlinger vi tilbyder ift. arkorrektion, så kontakt os på 66 13 62 14.

Priser

Forundersøgelse

500 DKK

Arkorrektion

Fra 8.000 DKK

Lidt om arkorrektion

Hvis du har ar fra tidligere operationer, uheld eller skader, kan man ofte lave disse pænere ved dette plastikkirurgiske indgreb: Arkorrektion. Man kan være både fysisk og psykisk påvirket af uønsket arvæv. Nogle oplever fysisk ubehag i form af stramning og smerter i arret, mens andre føler, at det skæmmer deres udseende. Plastikkirurgisk indgreb kan ikke fjerne arret, men det kan gøre det mindre synligt og oftest fjerne de fysiske gener. Du skal dog være opmærksom på, at der er visse steder på kroppen, hvor det erfaringsmæssigt er svært at lave pæne ar (hen over skulder- og brystpartiet.). Nogen gange hjælper et kirurgisk indgreb ikke, men generne kan eventuelt mindskes ved indsprøjtning binyrebarkhormon.

Bivirkninger

Der er som ved alle operationer risiko for infektion, blødning, dårlig sårheling og blodansamlinger. Risikoen er dog lille dvs. mindre end 1%. Dog forhøjes risikoen ved rygning.

Ar

Ar modnes over en periode på 6-9 måder, således at de langsomt bliver blødere og farven normaliseres. Hvis du er syet med selvopløselige tråde, ses det nogle gange, at arret bliver mere rødt efter 2-4 uger. Det opstår hos patienter, som kan have sværere ved at opløse trådene. Denne tilstand forsvinder af sig selv og har ingen betydning for resultatet. Hvis der opstår tvivl, kan du kontakte klinikken. Ar bør beskyttes mod sollys og solarium med enten tøj, plaster eller solcreme med mindst faktor 15.

For at vide mere om ar i forbindelse med operationer, kan du læse her: Operations-ar

Infektion

For at vide mere om infektioner i forbindelse med operationer, kan du læse her: Infektion i forbindelse med operationer

Forundersøgelse

Hvis du er henvist til klinikken fra din egen læge, sender vi dig en indkaldelse til en forundersøgelse. Hvis du kommer som privatpatient skal du selv kontakte klinikken via telefon eller mail og bestille en tid. Ved forundersøgelsen vil plastikkirurgen undersøge dig og tage stilling til, om han kan hjælpe på dine gener. I vil sammen gennemgå operationen og forventet resultat. Desuden gennemgår I mulige bivirkninger i forbindelse med operationen. Hvis du er bange for lokalbedøvelsen, kan du anvende EMLA plaster, som kan købes på apoteket. Dette gør, at du ikke kan mærke stikket. Vi anbefaler altid, at børn får påsat EMLA forud for operationen.

Brug af medicin

For at vide mere om vores generelle anbefalinger ang. medicin, så kan du læse her: Medicin i forbindelse med operationer.

Bedøvelse

Det operative indgreb foregår i lokalbedøvelse. Der lægges bedøvelse i form af en væske, som sprøjtes ind i operationsområdet med en tynd kanyle.

Mere information om operationer foretaget med lokalbedøvelse kan findes her: Om operationer i lokalbedøvelse

Operationsmetode

Lægen begynder med at lægge lokalbedøvelse i området. Det sker ved, at han sprøjter noget lokalbedøvende middel ind under huden i området med en helt tynd kanyle. En arkorrektion kan være et større eller mindre indgreb afhængig af arrets størrelse. Ved de fleste operationer skæres det gamle ar ud og huden sys sammen på ny. I nogle tilfælde kan man opnå et kosmetisk bedre resultat ved at lave det lige ar om til et z-formet ar. Lægen syr på nogle kropsdele med en tråd, der opløser sig selv. Ikke alle steder på kropen er velegnet til dette og vil blive syet med tråd, der skal fjernes igen.

Forbehold efter operationen

Når kirurgen er færdig, får du plaster og en forbinding over såret. Dette må ikke blive vådt i to dage efter operationen. Plasteret skal blive siddende på, når du går i bad og tørres med en føntørrer efter brusebad. Plasteret skal helst blive siddende til evt. trådfjernelse. Hvis du ikke skal have tråde fjernet, lader du plasteret sidde så længe som muligt. Det er en god ide, at anskaffe sig 3M plaster/englehud fra apoteket og fortsætte med at benytte det i den tid, det er aftalt med klinikkens personale. Inden du forlader klinikken, er der aftalt til til trådfjernelse og/eller kontrol.